Artikel

Mød en Keynotespeaker: Thomas Djursø

22/05 2017

Del her:

Hvorfor er design og partnerskaber vigtige for en it-konsulentvirksomhed? Kom og mød Thomas Djursø fra Cognizant, en af vores keynotespeakers til Danish Design Award. Her vil han fortælle, hvordan design er med til at skabe partnerskaber på tværs af brancher.

Hænger it og design sammen? Umiddelbart kan det være svært at se koblingen, men for Thomas Djursø er tanken ikke så fjern. Han er keynotespeaker, når kategorien Fostering Partnerships skal uddeles til Danish Design Award i Kolding d. 31. maj. Til dagligt er han Country Manager hos Cognizant Danmark, der arbejder med forretningsudvikling i den digitale tidsalder.

”Cognizant udspringer fra en it-virksomhed, hvor design ikke har været særligt højt prioriteret. Men vi bevæger os i en digital verden, og hvis vi som virksomhed vil være med helt fremme, skal vi løbende give kunderne innovative måder at levere projekter på og engagere sig med deres kunder. Her er design thinking og strategiske partnerskaber enormt vigtigt, når vi ønsker at differentiere os,” forklarer Thomas Djursø.

Ifølge Djursø handler design om at skabe innovative oplevelser, der er nemme og lettilgængelige for slutbrugeren. Derfor har Cognizant lavet en strategisk investering i partnerskabet med konsulentbureauet ReD Associates, der er specialiseret i kundeadfærd. Sammen kan de dække hele spektret, når der skal udvikles nye løsninger til en række virksomheders digitale rejser.

”Med integration af design og partnerskabet med ReD Associates tror vi på, at vi kan lave en helt ny model for udtænkning af digitale strategier og samtidig sikre eksekveringen,” runder Thomas Djursø af.

Mød Thomas Djursø til Danish Design Award i Kolding 31. Maj 2017