Artikel

At vende en supertanker med et eventyr

03/02 2015

Del her:

ISOVER

ISOVER blev ramt af finanskrisen og så en truende fremtid i øjnene. Men udviklingen blev vendt, da virksomheden fik chancen for at se sig selv gennem designer-briller.

ISOVER har sammen med Rockwool i mange år været dominerende på det danske marked for isoleringsmateriale. Men i 2008 ramte finanskrisen med et stort drøn, samtidig med at en tysk konkurrent maste sig ind på det danske marked og trykkede priserne, så det kunne mærkes på bundlinjen.

ISOVER blev presset godt og grundigt og var nødt til søge hjælp for at få vendt en truende udvikling.

Virksomheden fra Vamdrup besluttede sig for at deltage i et forløb hos D2i – Design to innovate, på Designskolen Kolding, og ledelsen og medarbejderne fik til opgave at se sig selv med nye øjne.

“Vi inviterede en større entreprenør til at komme og fortælle, hvordan han opfattede ISOVER som leverandør, og det var lidt af et ’wake up call’ for medarbejderne”, fortæller Karen Feder, som er designer og ledte ISOVER gennem forløbet på Designskolen Kolding.

Syretest af gamle holdninger

ISOVER er især kendt for sit bløde bygningsisoleringsmateriale, som kan købes i bundter i et byggemarked, men virksomheden producerer også en lang række andre byggematerialer som f.eks. tag- og vægplader. Problemet var, at der var minimalt samarbejde på tværs af afdelingerne, og entreprenøren oplevede derfor, at det ikke var ligetil, når han ønskede at købe flere forskellige typer af isoleringsmaterialer på én gang.

“Det er altid sundt at få syretestet det, man tror, man ved, og en af øvelserne i forløbet var, at medarbejderne skulle fortælle, hvem deres kunder var, hvilke udfordringer, de troede, kunderne havde, og hvordan ISOVER kunne give dem det, de havde brug for. Sammenholdt med det entreprenøren sagde, kunne ISOVER pludselig se, at der var brug for at justere forretningsgangen”, fortæller Karen Feder.

ISOVER som eventyr

Når designere skal drive en proces fra A til B, sker det sjældent ved hjælp af interviews eller spørgeskemaer. Der er som regel både ’probes’, det vil sige redskaber, eller skæve indfald involveret. Det var der også i ISOVERS tilfælde.

Medarbejderne og ledelsen skulle fortælle ISOVERS historie som et eventyr, nærmere betegnet H.C. Andersens Fyrtøjet, og da forløbet på Designskolen Kolding var slut, sad ISOVERS ansatte tilbage med en selvforståelse, som var anderledes end den, de havde med hjemmefra.

“Det gik op for os, at vi har haft det største fokus på vores produkter. Men vi lærte, at vi var nødt til at være mere synlige i hele byggeprocessen, og at rådgivning er lige så vigtig som et godt produkt. Tidligere kom jeg aldrig på byggepladsen, men nu kommer jeg der jævnligt. Både for at tale med håndværkerne og finde ud af, hvad de har behov for, men også for at være tilgængelig, hvis de har brug for at tale med os”, siger Rikke Lildholdt, som er marketingdirektør hos franske Saint-Gobain, der i dag ejer ISOVER.