Arkiv

Digital publikation om social innovation

15/12 2015

Del her:

dc15_logo

Designskolen Kolding udgiver i samarbejde med D2i – Design to innovate en digital publikation om dette års DesignCamp2015, hvor temaet er social innovation og entreprenørskab.

’Social innovation og entreprenørskab’ er overskriften på den digitale publikation, som Designskolen Kolding netop har udgivet i samarbejde med D2i – Design to innovate efter en veloverstået DesignCamp15 i september og oktober. Publikationen har fokus på de indsigter og resultater, der blev skabt under den to uger lange camp, hvor 42 internationale studerende arbejdede med 11 forretningscases, hvor fokus lå på den økonomiske og sociale bundlinje.

En af de virksomheder, som var med til DesignCamp2015 er Syddanske Kvæg. Syddanske Kvæg rådgiver landmænd i forhold til optimering af deres produktion, og virksomheden fik udviklet et koncept for et socialt netværk for landmænd, der kan trække på andre landmænds ekspertise og dele viden. På den måde kan Syddanske Kvæg optimere deres brug af konsulenter i forhold til rådgivning.

NORD Gourmet er en anden virksomhed, der fik hjælp af de mange studerende under DesignCamp2015. NORD Gourmet er et nyere cateringfirma, der leverer moderne mad med et nordisk touch. De studerende udviklede konceptet ’NORD Night’, der er en madaften, som NORD Gourmet kan bruge til at indvie udvekslingsstuderende, turister og andre nytilkomne til den danske madtradition. Det er meningen, at NORD Gourmet skal bruge maden som omdrejningspunkt for kommunikation og skabelse af et socialt rum, der inviterer til dialog, nye venskaber og fejring af kultur.

Støtter fremtidens innovatører
Fra 2015 til 2017 vil Designskolen Kolding bruge den årlige, internationale DesignCamp til at udforske skolens tre strategiske fokusområder; social inklusion, bæredygtighed og leg. Med dette års fokus på social innovation og entreprenørskab, er der med en designorienteret og entreprenant tilgang produceret nye ideer og koncepter inden for en socialøkonomisk kontekst, der kan skabe værdi for virksomheders økonomiske og sociale bundlinje.

”Det er meget værdifuldt for designklyngen, at der afholdes internationale DesignCamps, fordi det blandt andet tiltrækker designtalenter fra hele verden til at arbejde på nogle af vor tids største udfordringer. Og dels, fordi DesignCamps er med til at udklække morgendagens innovative start-ups,” siger direktør i D2i, Thit Juul Madsen.

Idéer, koncepter og andre highlights har Designskolen Kolding samlet i den digitale publikation, hvor du også kan læse om alle forretningscases.

Oplev publikationen her