Arkiv

Four more years

30/03 2015

Del her:

Thit Juul Madsen

Sekretariatsleder Thit Juul Madsen kigger tilbage på fire begivenhedsrige år, mens hun vender blikket fremad. Der er nemlig talrige erhvervsmæssige potentialer, der skal udnyttes, når D2i fortsætter sit arbejde indtil 2019.

Der er sikret finansiering til D2i, til at fortsætte det gode arbejde i designklyngen frem til 2019. Four more years, som man siger. Fire år til at fortsætte, udvide og udvikle arbejdet med at skabe innovation, vækst og arbejdspladser gennem design i Region Syddanmark og resten af landet. Det gør vi i samarbejde med virksomhederne, D2i’s partnerkreds og det stærke designfaglige miljø omkring Designskolen Kolding og Syddansk Universitet,  som designklyngen er funderet i.

Vi kommer fremadrettet til at fokusere på hvordan design kan understøtte regionens styrkepositioner inden for leg, velfærd og grøn omstilling. Både for at bidrage til at realisere regionens erhvervsmæssige potentiale, men også fordi tematikkerne og de udfordringer, og potentielle løsninger de indeholder, har international relevans.

I dag kan vi også se tilbage på fire begivenhedsrige år. Siden 2011 har i alt 574 virksomheder og 1609 personer deltaget i D2i’s aktiviteter, med fokus på vækst- og værdiskabelse gennem brug af design. Og på tre år er der 25 % flere af regionens virksomheder, der arbejder med design.  Flere af virksomhederne, som D2i har hjulpet, har oplevet alt fra tocifrede vækstrater til at kunne hjemtage produktion fra lavtlønslande til Danmark.

På den måde er vi godt i gang med at løfte den langsigtede ambition for D2i’s arbejde ­– at gøre Trekantområdet og Region Syddanmark til Nordeuropas centrum for design og designanvendelse – et sted hvorfra forandring udspringer. Et sted, hvor ny designviden skabes og bringes i spil i samarbejde med virksomheder og offentlige aktører med henblik på at skabe nye og bedre løsninger.

Vi glæder os!

Thit Juul Madsen