Artikel

Forskellighed er nøglen til Danish Design Award i Kolding

01/05 2017

Del her:

Hos Baks Arkitekter i Risskov, nord for Aarhus, er der fokus på forskellighed i valget af løsninger. Her bliver der gjort en dyd ud af at eksperimentere og arbejde i krydsfeltet mellem forskellige arkitektoniske discipliner. Det gør tegnestuen i stand til at lave alt fra små sommerhuse til at være meddesignere på store events som Danish Design Award i Kolding.

På en villavej imellem gamle, krogede træer og hvidmalede stakitter bor Baks Arkitekter. Det lille arkitektfirma holder til i en stor villa, hvor Ramus Bak, arkitekt og indehaver af Baks Arkitekter, har etableret tegnestue i forlængelse af sin bolig. Udover Rasmus Bak består firmaet af nøje udvalgte medarbejder med hver deres arkitektoniske spidskompetencer, og det er dem, Culture Works, der skal afvikle Danish Design Award i Kolding, gerne har villet have fingre i til at bidrage til den kreative proces.

”Vi har en ansat, der ved alt om beplantning og udendørsarealer og en anden, der er ekspert i belysning. De forskellige kompetencer bruger vi på kryds og tværs, når vi arbejder på projekter – på den måde er vi sikre på, at vi designer en helhed og ikke bare en skal,” forklarer Rasmus Bak.

 

Forskellighed en del af DNA’et

Ifølge Rasmus Bak er forskellighed og vidensdeling to vigtige dele i firmaets DNA, og han tror på, at en bred vifte af viden er essentielt for at komme hele vejen rundt om et projekt, og derved opnår det bedst mulige resultat.

Helhedstankegangen er meget karakteristisk for tegnestuen, der ikke har begrænset sig selv til kun at tegne private boliger. I deres omfattende portofolio findes der også eksempler på både butikker, messestande og events, og om blot en lille måned skal Baks Arkitekter i samarbejde med bureauet Culture Works omdanne en lagerbygning i Kolding til et venue, der kan huse 600 gæster til Danish Design Award 2017. Arkitekt hos Baks Arkitekter Jeppe Steenberg Jensen definerer opgaver som denne, som små pauser i det daglige arbejde, men også store inspirationskilder til fremtidige projekter.

“Projekternes forskellighed er med til at holde os på mærkerne. Når vi laver en butik eller et event får vi ofte udvidet vores horisont, og det giver os et nyt syn på, hvordan vi kan bruge alt fra materialer til lys. De indblik kan vi bruge, når vi senere tegner boliger. Krydsfeltet er derfor enormt vigtigt for vores arbejde,” fortæller Jeppe Steenberg Jensen

Det er i krydsfelterne magien sker. Disse anderledes opgaver fungerer som legeplads, og giver holdet hos Baks Arkitekter mulighed for at udforske og afprøve skæve ideer og nye materialer, samtidig med, at de danner grundlag for en mere kreativ tilgang til almindelige boligprojekter.