Artikel

Et billede siger mere end 100 ord

13/12 2018

Del her:

Svane Shipping deltog i Sprint:Digital med det formål at etablere et digitalt check-inn for deres kunder. Løsningen på den komplekse problemstilling lå ikke først for. Men de fem dages designsprint i Kolding inspirerede virksomheden til en enkel løsning i form af illustrationer.

”Større træfsikkerhed i dine digitale løsninger! ” står der i materialet for det offentlig støttede projekt Sprint:Digital. Da direktør for Svane Shipping, Jesper Hansson læste sætningen, følte han en berettigelse til at tage organisationerne bag forløbet, D2i – Design to innovate og Dansk Design Center, på ordet.

”Vi har længe overvejet, hvordan vi kunne gøre vores adgangs og last-proces digital, men det har virket fuldstændigt uoverskueligt, hvordan vi skulle tilgå den proces. Som alle andre har vi ikke råd til at lave alt for mange fejl, så et fokuseret forløb på fem dage, hvor vi kunne være fælles om at udvikle, var svært at sige nej til”, fortæller han.

Sprint:Digital foregår over fem dage, hvor op til tre virksomheder deltager med mellem tre og fem medarbejdere. Forskellige designbureauer er ansvarlige for det samlede sprintforløb, og i Svane Shippings tilfælde var det designbureauet Developa, der styrede ugens forløb.

Hver virksomhed bliver derudover tildelt en designassistent til at skubbe, følge og dokumentere udviklingen. Her blev Jesper Hansson og hans tre medarbejdere særligt imponeret, for deres designassistent illustrerede de udfordringer, de mødte undervejs, på en måde, de aldrig have regnet med og grebet med tegninger endte med at blive en del af Svane Shippings nye, digitale løsning.

”Den designassistent, vi havde tilknyttet, var uforlignelig til at stille simple, udfordrende, anerkendende og interesserede spørgsmål, der fjernede de forhindringer, vi troede, vi havde. Mens vi så brugte 100 ord på at forklare og svare, så skitserede hun lige situationen på et enkelt ark”.

Svane Shipping administrerer en række bygninger, primært i forbindelse med Kolding Havn, som dagligt besøges af transportører af en række nationaliteter:

”Det gik op for os, at billeder og visuel kommunikation ikke blot er en designmetode, der går på tværs af alle vores forskellige fagligheder i Svane Shipping. Det vil også virke på tværs af nationaliteter og sprog, hvilket i høj grad forsimpler den udfordring, vi står med”.

 

Pengene værd
Jesper Hansson er på Svane Shippings kontor stort set hver dag. Det samme gælder for de tre medarbejdere, som deltog sammen med ham i sprintet. Men selvom de arbejder sammen hver dag, har de aldrig brugt så meget tid sammen, som de gjorde i løbet af fem dages sprint:

”Jeg er super glad for forløbet på flere niveauer: 1) Jeg forventer at implementeringen i organisationen kommer til at gå nemt med alle os fire som kulturbærere – Det er virkelig svært at være negativ overfor egne idéer 2) Det er teambuilding med vild fremdrift og 3) Jeg har konstateret, at jeg har væddeløbsheste ansat, som bare har lyst til at føre ideen ud i livet”.

Jesper Hansson ejer Svane Shipping sammen med sin far. Så inden Sprint:Digital kalkulerede de to, hvilke fordele og ulemper der var ved at hive fire mennesker ud af virksomheden i en uge.

”De 25.000 kroner et designsprint i Sprint:Digital koster, rækker ikke langt til udvikling af nyt, digitalt software. Vi vurderede at det er en bedre investering at lave det udviklingsarbejde i fællesskab in-house. Det giver os overblik over faldgruber, medvind hos de samarbejdsparter, vi tester med og teambuilding med forretningsmæssig fremdrift”.

Jesper Hansson forventer at Svane Shippings nye digitale løsning vil være klar og fuldt implementeret til juni 2019:

”På fem dage har vi fundet en løsning OG en plan. Hvis ikke det hele kører om seks måneder, så er det uacceptabelt!”, cementerer han og afslutter:

”Vi er klar til at tage et sprint mere, næste gang vi har behov for udvikling. Det eneste, jeg vil sige, er; Vælg et isoleret område, så det ikke bliver for stort. På den måde skal man forberede sig til et sprint, men så er man også ret sikker på træfsikkerhed”.

Hvis du vil høre mere om Jesper Hanssons oplevelser af Sprint kan du tilmelde dig Sprint:Digitals store konference som foregår 23. januar her

 

Fakta om Sprint:Digital

Sprint:Digital er for små- og mellemstore danske virksomheder

Et sprint tager fem hele dage

Deltagelse kræver mindst tre ansatte, hvoraf en har beslutningskompetence.

Sprint:Digital er et offentligt støttet projekt, som tilbydes til en markant reduceret pris. Første sprint koster 25.000 kr. Andet sprint koster 15.000 kr. og tredje sprint 10.000 kr.

Designsprints er i flere år blevet anvendt hos Google Venture og er efterfølgende blevet udbredt og anvendt verden over som en hurtig og agil arbejdsmåde.

 

Fakta om Svane Shipping:

Familieejet virksomhed

125 år gammel

25 ansatte

Ønskede en ny, digital løsning for adgang, last og aflevering

Har tidligere deltaget i Design i Praksis og Strategi for Digitalisering via D2i – Design to innovate

 

Fakta om Developa

Bosat i Kolding

Leverer strategisk design og innovative løsninger

Designer produkter og serviceløsninger, nytænker forretningsmuligheder og kundeoplevelser.