Designmetoder skaber rekordomsætning

07/03 2019

Del her:

Anvendelse af designmetoder har været yderst frugtbar for legeredskabsproducenten LEDON, der, ved at flytte fokus fra selve produktet til at skabe kvalitet i legen, på et år både har sat omsætningsrekord og forøget antallet af ansatte med 20%.

At arbejde med design som metode handler ikke om at skabe ét design, men om at designe. Det handler om at arbejde med metodisk kreativitet og om at fokusere på brugeren – fremfor produktet. Familievirksomheden LEDON har haft så stor succes med den tilgang at 2018 omsætningsmæssigt er blevet et rekordår.

LEDON har gennem de seneste 50 år leveret legeredskaber til børn i institutioner, boligforeninger og lignende. De har, som mange andre virksomheder, arbejdet med at levere det bedste produkt af den højeste kvalitet. Men i 2016 skiftede de fokus fra produktet til brugeren, og det har resulteret i rekordomsætning og flere, nye ansættelser.

”For os handler det om at udvikle vores produkter i sam-skabelse med børnene. Vi inddrager dem helt fra starten og ud fra deres input skaber vi legeredskaber, som gør deres drømme til virkelighed,” Siger Simone Donbæk, medejer og marketingschef for LEDON A/S.

Fokus på målgruppen
Legeredskaber, som LEDON producerer, bliver solgt gennem forhandlere i 42 lande, og hvor LEDON tidligere har haft fokus på, hvad deres aftagere/forhandlere har haft af meninger og behov, har LEDON skiftet fokus over på slutbrugeren, børnene.

”Vores målgruppe er stadigvæk forhandlerne, men vores fokus i udviklingssammenhænge, ligger hos børnene. I bund og grund er det simpelt, det er børnene som skal bruge legeredskaberne, så derfor er det ideelt at udvikle legen og redskaberne sammen med dem. Kvaliteten af produkterne har ikke ændret sig, men vi har fuldt fokus på at understøtte kvalitets-leg,” siger Simone.

Design børnenes virkelighed
En af de metoder, som LEDON har anvendt, er brugerinddragelse. I al sin enkelthed betyder det, at LEDON A/S inddrager sine brugere i udviklingen og spørger dem: Hvad de forventer af produktet? Hvordan de mener at produktet skal bruges? Hvilken farve det skal have og så fremdeles:

”Ved at anvende designmetoder er det lykkedes os at skabe produkter på børnenes præmisser. Dvs. at legeredskaber vi producerer, er skabt til børn, af børn. Når vi udvikler en ny serie, så tager vi børnene i ed fra starten,” siger Simone og fortsætter:

”LEDON Castle serien er skabt helt ud fra børnenes ønsker. Det er børnene, som har udtænkt temaet og hvilke ting, man finder på i et stort slot. Vi ideudvikler og kvalificerer altså vores legeredskaber sammenmed børnene.”

Medlem af D2i
LEDON har siden 2016 arbejdet tæt sammen med D2i – Design to innovate, hvor arbejdet med metodisk design har været med til at skabe kvalificerede produkter, der holder børnene i fokus.

”Igennem D2i – Design to innovate har LEDON fået øjnene op for, hvad design kan både som produkt men også især som metode. D2i formår at omsætte et svært metodebegreb som design til forstålige processer,” siger Simone.

Følg linket, hvis i ønsker at høre mere om, hvad D2i – Design to innovate kan gøre for jeres virksomhed.