Arkiv

D2i får ny erhvervstung bestyrelse

19/08 2016

Del her:

bestss

En ny bestyrelse med ledere fra så anerkendte virksomheder som ECCO, LEGO Koncernen, Gehl Architects og Skibsted ID har set dagens lys hos D2i. De skal være med til at udbrede anvendelsen af design i landets virksomheder.

Ni nye bekendtskaber kigger hinanden i øjnene hos D2i – Design to innovate i Kolding. Det er en ny bestyrelse, der består af ledere fra forskningsområdet kombineret med prominente ledere fra danske virksomheder. Formanden er stadig Ulrik Gernow, der i sit daglige virke er Senior Vice President i LEGO Gruppens Udviklingsafdeling.

Fra en tilsvarende dansk stolthed får han tilslutning af Jacob Møller Hansen, der er Vice President i afdelingen for Research and Development hos ECCO.

Om sin post i D2i’s bestyrelse fortæller han:

”Vi er stolte over, at ECCO er en del af bestyrelsen for D2i. I ECCO benytter vi design som metode hver dag og design er et essentielt grundelement i vores arbejde. Desuden er vi, udover at være et globalt foretagende, også en sønderjysk virksomhed. Det er vi stolte af og vi vil gerne være med til at understøtte D2i’s meget professionelle arbejde i Region Syddanmark”

Jakob Møller Hansen håber på at kunne bidrage med en udvidelse af netværk, der kan løfte D2i til at få endnu større rækkevidde. Dermed har bestyrelsen mulighed for at udbrede kendskabet til design som udviklingsmetode i små og mellemstore virksomheder. Dette kan generere vækst og i sidst ende skabe forøget værdi for forbrugerne.

I forbindelse med bestyrelsens første møde, der blev holdt på D2i’s nye adresse, Pakhuset ved havnen i Kolding, konstaterer formand Ulrik Gernow:

”Det er et stærkt hold, vi har fået sat. Den nye bestyrelse består af en sammensætning af mennesker med stor erfaring, gennemslagskraft og holdninger og med gode forbindelser ind i erhvervslivet og designbranchen. De har klare perspektiver på, hvordan vi bedst skaber vækst gennem design og de har fokus på samarbejde og synergiskabelse. Jeg glæder mig til arbejdet! ” Ulrik Gernow understreger samtidig, at den nye bestyrelse ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene:

”Jeg føler mig forvisset om, at den nye bestyrelse vil sikre, at den erhvervsudvikling, D2i faciliterer, er ambitiøs. Ikke bare tager den virksomhedernes udfordringer seriøst, den imødekommer også deres behov. Det er den indstilling, der forhåbentligt sikrer et velfungerende økosystem omkring designanvendelse og udvikler en stærk, national designklynge. ”

D2i har de sidste fire år været katalysator for forretningsudvikling og vækst gennem design i mere end 550 virksomheder.

En enstemmig bestyrelse vedtog blandt andet på det første møde, at D2i fremover også kan tilbyde betalt medlemskab, hvorved virksomheder på kontinuerlig basis har mulighed for at rådføre sig omkring designdrevet vækst.

D2i’s nye bestyrelse består af:

Ulrik Gernow, LEGO Koncernen

Ann Clarke, Syddansk Universitet

Elsebeth Gerner Nielsen, Designskolen Kolding

Helle Søholt, Gehl Architects

Henrik Beyer, Kolding Kommune

Jakob Møller Hansen, ECCO

Jens Martin Skibsted, Skibsted Ideation & KiBiSi

Mette Højborg, Børnenes Hovedstad

Dorthe Kusk, Region Syddanmark