Artikel

Antropolog hjælper Neets med at skabe bedre mødelokaler

29/10 2018

Del her:

Neets har lavet teknisk udstyr til 150.000 mødelokaler verden over. Men for bedre at forstå dem, der bruger mødelokalerne, søgte de hjælp hos en antropolog.

 

I et lille, aflangt rum bakser direktøren med ledninger og kabler til sin computer. Rundt om bordet venter medarbejderne på hans præsentation. Direktøren prøver at få sit slideshow op på skærmen, men projektoren driller, og der skal vist også sættes noget lyd til. Mødet begyndte for otte minutter siden, men det er endnu ikke gået i gang.

Virksomheden Neets vil forhindre, at sådanne situationer opstår. De er Skandinaviens største producent af video- og lydudstyr til mødelokaler, og de vil gøre det nemt at holde møder. Derfor bruger Neets designtænkning, som går ud på at tænke, som en designer gør i produktudviklingen. For at blive bedre til det, hentede de hjælp udefra. Hos en antropolog.

Linette Holst er den antropolog, og i løbet af to måneder indsamlede hun viden fra brugerne og de ansatte i Neets, om hvordan mødelokaler anvendes. Hun satte svarene i system, hvilket gav Neets en ny forståelse for de komplikationer, der opstår i rummene. Troels Brøndbjerg, der er teknisk projektleder hos Neets, fortæller, at de glæder sig over den nye retning.

– Det ændrer fuldstændig vores idéfase. Nu har vi fået et fælles sprog i virksomheden, fordi al viden bliver delt ligeligt imellem alle ansatte Det gør, at vi kan finde på nye løsninger, som bygger på fakta om kundernes behov fremfor at arbejde ud fra hver af vores løse fornemmelse, siger Troels Brøndbjerg.

 

Et ”ikke-rum” i firmaet

Linette Holst tog til Tyskland med Neets og snakkede med deres kunder. Hun spurgte ind til, hvordan mødelokalerne blev brugt, hvorefter hun analyserede svarene. Det samme gjorde hun med de ansatte i Neets.

– Der var al den her ekspertise i Neets, som man ikke delte. Så jeg foretog fokusgruppeinterviews med de medarbejdere, som havde med kunderne at gøre. Det kom der nogle punkter ud af, som måske gør det nemmere at finde ud af, hvor der er behov for nytænkning, siger Linette Holst.

Punkterne fylder i dag en stor væg hos Neets i Horsens. Her hænger hundredvis af farverige post-it sedler og A4-ark fra gulv til loft. En af væggens pointer er, at mødelokaler står nederst på virksomheders prioriteringslister.

– Et mødelokale er lidt af et ”ikke-rum”. For ingen har ejerskab eller ansvar for det. Medarbejdere har ikke et forhold til mødelokalet, og virksomheder prioriterer direktørens kontor og kontorområdet højere. Det er svært at ændre på, men man skal tænke det ind i designprocessen under alle omstændigheder, siger Linette Holst.

 

Fra hardcore til softcore

Forløbet med Linette Holst sluttede i begyndelsen af november, og Neets er allerede i gang med at finde på nye produktidéer på baggrund af brugerundersøgelserne.

– Vi har egentlig brugt designtænkning i mange år, men det er først i det seneste års tid, at det er blevet en større del af dagligdagen. Nu skal vi bare holde fast i de ting, Linette og vores egne designere har sat i gang, siger Troels Brøndbjerg.

På væggen med de mange post-it sedler hænger tre papirer, der beskriver de typer, som anvender Neets produkter. Mr. Hardcore hedder den teknisk indfødte, som har nemt ved teknologi, Mr. Medium følger nogenlunde med, mens Mrs. Softcore kan det basale. De tre personaer bruges igennem hele produktudviklingen til at se, om en ny idé passer til alle.

– Tidligere fokuserede vi på Mr. Hardcore. Det gør vi måske stadig en smule, men vi kigger i langt højere grad på brugervenlighed for at ramme Mrs. Softcore. For det er ikke vigtigt med en masse smarte funktioner, hvis ingen kan finde ud af at bruge dem, siger Troels Brøndbjerg.