Advokatfirmaet tænker nu som designere

15/03 2019

Del her:

At lære at bruge designtænkning har både battet på advokatfirmaet Kaiser Dominos bundlinje og forbedret arbejdspladsen.

Hvad er det første, der slår dig, når du tænker på et advokatkontor? Er det sorte designermøbler, benhård stemning og mænd i dyre jakkesæt? Måske er billedet en anelse karikeret, men træder vi ind på Kaiser Domino Advokatfirmas hovedsæde på Kokholm i Kolding, ser det i hvert fald meget anderledes ud end beskrevet ovenfor.

“Mange siger, de bliver glade, når de træder ind i vores entré. Og det er jo et enormt godt udgangspunkt for et møde med en kunde,” fortæller Joe Domino, der i 2012 stiftede den nu ni mand store advokatvirksomhed med speciale i erhvervsret, virksomheder og ejendomme.

“Det er selvfølgelig et kontormiljø, men vi har valgt, at det skal være et lidt anderledes miljø her. Et imødekommende sted, som alle kunder føler sig tilpas i,” tilføjer han.

Derfor er det første, der møder ens øjne, når man træder ind i entréen på Kaiser Domino Advokatfirma en tegning på væggen, hvor ord som “Nytænkning”, “Kompetencer” og “Design” pryder og inspirerer.

“Vi vil gerne have en åben og glædelig tilgang til folk – ikke et stift kontor. Vores kunder skal se os som sparringspartnere forstået på den måde, at de fornemmer, at vi er gode til at give dem muligheder med på vejen,” forklarer Joe Domino.

Nye tider hos Kaiser Domino

 

“Nulfejlskultur” med nye løsninger

For det ni mand store advokatkontor i Kolding og nu også Fredericia har åbenhed og nytænkning altid været en del af deres DNA. Og de har siden begyndelsen i 2012 haft en mission om at skabe et helt særligt advokatkontor, hvor lige præcis de to ord var en del af hverdagen sammen med kunder.

Men hvordan fik de hul på den ellers meget konservative kultur, der er inden for advokatbranchen? Hvad kunne de gøre for ikke bare at levere juridisk bistand i særklasse – men for at skabe en arbejdsplads, hvor alle kom med input, og hvor smil og udvikling var en fast bestanddel af hverdagen? Svaret blev et kursus på Designskolen Kolding sammen med resten af advokatfirmaet.

“Vi var ret opsatte på at gøre noget andet end mange andre advokatfirmaer. Vi vidste bare ikke helt, hvad der skulle til, indtil vi hørte om designtænkning,” fortæller en smilende Joe Domino, der derfor i 2016 valgte at tage på et virksomhedsrettet kursus på Designskolen Kolding sammen med resten af advokatfirmaet.

“Og ja, det lyder måske lidt mærkeligt, at et advokatfirma tager på kursus for at lære at tænke som en designer. Men vi havde en idé om, at designtænkning kunne give os nogle værktøjer til at udvikle os endnu mere,” siger Joe Domino og nævner, at han og hans kolleger kommer fra en meget resultatorienteret branche, som ikke tænker i innovation og udvikling – hvilket er en skam:

“Vi kan lære meget af designbranchen. I så mange brancher – og i særdeleshed advokatbranchen – er vi skolet i en nul-fejlskultur, som gør os ret fastlåste i vores måde at se vores virksomhed på. For hvor ligger der et stort udviklingspotentiale, hvis ikke vi er i stand til at turde tænke lidt innovativt? Og hvad er det egentlig vores kunder gerne vil have?”, siger han.

Og det viser sig at være en ganske fornuftig idé at turde kaste sig ud i noget så fjernt fra en advokatvirksomhed som designtænkning. Ifølge Torben Vartenberg, der er er efteruddannelseskonsulent på Designskolen Kolding, er designtænkning noget, som mange virksomheder inden for mange brancher kan tage ved lære af.

“Vi kan se, at de virksomheder, som lærer at bruge designtænkningens metoder også er bedre til at tjene penge. De udvikler sig hurtigere og er skarpere til at se kundernes behov,” forklarer Torben Vartenberg og nævner, at der indtil videre har været 210 kursister igennem forløbet hos Designskolen, som EU’s regionalfondsmidler finansierer i Region Syddanmark.

“Og det gør det selvfølgelig ekstra interessant for små og mellemstore virksomheder. For de hungrer efter ny viden til vækst – og dem kan de lære af designfaget. Mange af de her virksomheder har jo allerede et produkt eller en ydelse, som de sælger. På kurset “Design i praksis” handler det så om at kunne arbejde med produkter eller ydelser på en måde, så virksomhederne får åbnet op for nye vækstmuligheder gennem designtænkning,” siger Torben Vartenberg og henviser til en undersøgelse fra Dansk Designcenter og DI. Den viser nemlig, at 70 pct. af de virksomheder, som bruger strategier og metoder fra designfaget forøger deres konkurrenceevne markant.

På besøg hos Kaiser Domino, Kolding

 

Alle er med til at udvikle virksomheden

Efter seks kursusdage fordelt over tre måneder er de blevet inspireret til at gøre tingene lidt anderledes i Kaiser Domino og ved nu, at en lille ting som at holde personalemøde udenfor, hvis solen skinner, kan have en innovativ effekt. Men det var nu ikke uden en vis portion skepsis, da de begyndte på kurset.

“Vi havde da lidt betænkeligheder, da vi trådte ind på Designskolen Kolding i december 2016 for første gang. For designere er jo sådan nogle flippere. Hvad kan vi mon lære af dem? Sådan vil mange advokater nok tænke,” griner Joe Domino, der altid har været meget åben over for nye tiltag og ikke er bange for at gå imod det konforme.

“Det handler jo grundlæggende om at få nogle værktøjer og tankegange, så man kan komme videre i sin virksomhed. Men jeg havde nok aldrig troet, at jeg som advokat kunne tage designfagets idéer til mig og bruge dem i min virksomhed,” siger han og nævner, at hele måden man kommer frem til løsningerne på gennem designtænkning er meget interessant – og i virkeligheden meget i strid med den nul-fejlskultur, som han og kollegaerne i branchen er vant til.

“På kurset lærte vi at bruge tid på at kigge os omkring og på at fejle. Vi lavede blandt andet Mystery Shopping, hvor vi undersøgte kunderejsen hos os. Vi lavede såkaldte Prejects – altså afprøvede nogle idéer og testede dem, før vi rullede vores idéer helt ud. Vi lærte simpelthen at bruge mere tid i undersøgelsesfasen, før vi gik imod løsninger,” fortæller Joe Domino og nævner, at de har kunnet bruge det i mange situationer på advokatkontoret.

“For eksempel når en kunde gerne vil have oprettet et selskab. Der er det helt almindeligt, at man så bare anbefaler et anpartsselskab. Men der er faktisk andre muligheder – blandt andet et anpartsselskab, interessentselskab eller et partnerselskab. Og der har designtænkning hjulpet os til at tænke ud af boksen, så vi ikke altid går efter den samme løsning – men sammen finder den bedste løsning,” siger advokat og partner Joe Domino.

Det har givet så gode resultater for den ni mand store advokatvirksomhed, at det udover at kunne ses på firmaets bundlinje også ses på den måde, som Kaiser Domino fungerer på som arbejdsplads – at alle har indflydelse og er med til at udvikle.

“Alle medarbejdere her i virksomheden kommer på banen med idéer og forslag til ændringer. Det har skabt en meget åben og tillidsfuld kultur,” fortæller Anne Lyng, der er advokatsekretær i Kaiser Domino og fortsætter:

“Vi er blevet et bedre advokatfirma af designtænkning. Nu er det ikke kun ledelsen, der sidder og tager beslutninger og taler udvikling og forretning. Vi har alle del i udviklingen af virksomheden internt. Det er enormt givende – ikke bare for os, men også for kunderne.”

 

Tak til Designskolen Kolding for udarbejdelse af tekst

Kurset Design i Praksis bliver afholdt som et samarbejde mellem Designskolen Kolding og D2i – Design to Innovate. Foruden Designskolen Kolding tæller partnerkredsen hos D2i: Syddansk Universitet, Børnenes Hovedstad, Kolding Kommune, LEGO, ECCO og Region Syddanmark.